Rasmus Holse-Pedersen
20 31 87 49
Holdspilleren
Allerede som fodboldtosset 4-årig forsøgte jeg at snige mig på banen med en ældre årgang i den lokale fodboldklub. Men jeg blev mast af de store, seksårige klepperter og måtte lægge støvlerne på hylden et års tid. Da jeg så endelig fik lov at starte igen, kunne ikke engang et brækket ben holde mig fra banen. Det er svært at spille angriber med foden i lysegrøn gips, så i stedet haltede jeg ind på kassen, så jeg stadig kunne være med. For jeg er holdspiller og elsker sammenholdet. Og jeg slår stadig mine folder i de sydsjællandske serierækker.
Under pres
Det, der startede med en hyggelig omgang rundt om bordet i skolens fællesrum, blev hurtigt en hård og seriøs enkeltmandsopgave. Så seriøs, at jeg anlagde svenskergarn og sågar troppede op i skole med pandebånd, fordi nogle af de bedste svenskere så sådan ud. Det blev det grimmeste skolefoto - nogensinde. Men jeg er konkurrencemenneske til fingerspidserne, og der er ikke den sportshal i landet, jeg ikke har besøgt. Stakkels mine forældre, der måtte køre mig! De mange år i toppen af dansk bordtennis lærte mig at levere under pres.
Sofarytter og ekspert
Cykelsport har altid fascineret mig. Som lille løb jeg rundt i en grå og lyserød Telekom-trøje magen til Bjarnes og kørte spurter op og ned ad den lukkede villavej i provinsen. Da 'Kyllingen' godt ti år senere blev pillet ud af Tour de France, lige inden han kunne lade sig hylde i den gule trøje i Paris, holdt jeg selv til mål og løb med sejren i TV2’s Tour-managerspil. Jeg fik ingen trøje, men det betalte sig i den grad alligevel, at jeg sad klistret foran fjerneren hele den sommer. For siden har jeg været fast managerekspert for TV2 under Tour de France.
Sportsnørden
En rigtig sportsnørd ser sport på alle tider af døgnet. Jeg gør i hvert fald. Som alle andre blev jeg nok grebet af den såkaldte 'Zulu-effekt', da de begyndte at vise NFL i Danmark. Men sportsnørden kunne selvfølgelig ikke få nok. Det blev hurtigt til flere skærme ad gangen og gyseligt lillafarvet merchandise i klædeskabet. Og faktisk elsker jeg de hårde hits fra den anden side af Atlanten så meget, at jeg de seneste år har brugt sporten til at udvikle mig rent journalistisk - med både frivilligt reporterarbejde og en ugentlig radiopodcast med flere hundrede lyttere.
Som den første danske stil i gymnasiet blev jeg bedt om at skrive et selvportræt. Jeg var så stolt af det. Også selvom jeg havde kaldt mig selv en 'batsvinger' i overskriften. For at være ærlig var det monumentalt stort bare at være nået til det punkt i livet, hvor man kunne kalde sig studerende. Der var bare lige den lille ting. Jeg ville både være professionel bordtennisspiller og sportsjournalist.
Som elitesportsudøver bliver man nødt til at stille enorme krav til sig selv for at blive bedre, og det gjorde jeg både i forhold til min sport og min uddannelse. For jeg vidste, at jeg ville begge dele. Min mor sagde forleden dag, at jeg engang havde slynget ud, at jeg ville til OL i 2016 som bordtennisspiller. Det må have klinget sjovt, for i perioder måtte jeg kæmpe hårdt for bare at tøjle temperamentet, når de afgørende bolde ikke hoppede til min fordel. I andre måtte jeg kæmpe for overhovedet at komme på holdet. Alligevel kæmpede jeg for det, og fra det mellemstore parcelhus i Store Heddinge på Stevns pendulerede mine altid støttende forældre mig frem og tilbage mellem Køge, Næstved og Sakskøbing, for at jeg i flere år kunne øve mig i at tæve plastikkugler over et 15,25 cm højt monster af et Stiga-net. Ja, man er vel ikke enebarn for ingenting.
Men på et tidspunkt måtte jeg indse, at det nok ikke blev til noget OL i 2016. Og så var det heldigt, at jeg var lige så dedikeret og stillede lige så høje krav til mig selv på gymnasiet. Måske fandt jeg bare ud af, at man ikke kunne begge dele, og her vandt uddannelsen. Det faldt mig nu naturligt nok, da jeg havde en brændende lyst til at blive journalist. Og nu skulle det selvfølgelig bare handle om sport. Herfra, og til hvor jeg er i dag, er jeg derfor gået den lige vej, fordi det ligger i mine gener at være konkurrencemenneske og kæmpe for mine drømme. Det kommer helt sikkert fra min tid i sportsverden. Nu skal passionen for sport og journalistik bare kombineres. Og hvem ved, måske jeg alligevel kommer til OL i 2016?